Tale - dialog

At stå ved sig selv …. At sige til & fra

Julie fik ikke sagt hvad hun havde brug for

 

Talte med Julie om en jobmæssig episode hvor hun oplevede at en kollega havde været hård i sin tone.

En kollega som hun var tæt på og hvor de normalt havde god snak.

Julie blev ked af det og det endte lidt over i en vrede. Vrede mod sig selv – fordi hun lod det ske og ikke fik sagt hvad det betød for hende når kollegaen talte sådan.

I vores snak fortalte Julie også at hun jo i bund og grund havde et rigtig godt ægteskab.

Til tider blev hun ked af det – og som så gik over i en vrede.

Hendes mand gjorde ikke som Julie egentlig tænkte at det var helt åbenlyst – at hun havde brug for lidt mere hjælp derhjemme og hun blev mega irriteret over at hun skulle sige disse ting.

 

Fik hun sagt hvad hun havde brug for

 

Vi havde en længere snak om, om hun fik sagt hvad hun havde brug for.

I første omgang mente hun at det gjorde hun da…. Og da hun blev gået lidt på klingen – så nææææh ikke sådan helt specifikt.

For hun fik ikke altid sagt det, selv om hun var overbevist om at det gjorde hun.

 

Træn i det små

 

Vi talte om at når bølgerne går højt, og vi i forvejen har nerverne lidt udenpå alting, så er det ikke her det skal trænes og øves. Vi er her mere emotionelle og har ikke nødvendigvis det overblik og overskud der skal til.

Derfor træning i det små og der hvor der ikke er så meget på spil.

Julie og jeg fik talt om nogle områder hvor hun på et mere dagligdagsplan kan få trænet.

 

Det var bl.a.:

  • At sige hun havde brug for et kram
  • At fortælle hvad det betyder at få talt mere sammen
  • At få italesat de forskellige “krav” til rengøring og at det egentlig ikke var noget hun lagde mærke til

Hvad tænker du i forhold til ovenstående?

Er der noget der trænger til et eftersyn og måske endda noget som du gerne vil træne og gøre mere af.

Jeg ønsker dig god træning.